©  Foto:

Bagenkops fiskerhuskvarter

Gå på opdagelse i Fiskerhuskvarteret, hvor havnen møder byen som møder landet. Her finder du en hel unik maritim stemning, der emmer af fortid og nutid, historie og hygge.

Gå på opdagelse blandt fiskerhuse og havneliv i Bagenkop

Hvis du virkelig ønsker at opleve den helt særlige maritime stemning i Bagenkop, så forvild dig ned bag havnen, til de gamle originale fiskerhuse, der nu sættes i stand en efter en. Her finder du over 100 års historie, hvor fiskerne i sin tid ordnede garn, opbevarede fiskeredskaber og gumlede en skrå, mens de talte om vind og vejr.

I dag er nogle af fiskerhusene blevet til butikker, gallerier og smagfulde genbrugsshops – alle med respekt for den oprindelige historie. I andre af husene finder du stadig fiskegarn og fiskeartikler, fra områdets små og større fiskere, der stadig giver området en autentisk duft af tjære og havets salte vinde.

I området ligger Fiskeriets Hus, et analogt og lokalt museumshus, hvor fiskeriets tid mindes og formidles for store og små, og skal du opleve området ordentligt er et besøg et must. Bagefter kan der shoppes kvalitetstøj, lokale produkter og vare hos Fiskerhytten, handles eller prøves den helt særlige trykkekunst i galleri Momlis – og måske sluttes af med et en fiskefrikadelle hos fiskebutikken. Har du lyst at opleve mere af den maritime historie, så gå en tur langs havnen og kysten og få friske røde kinder af havluften.

I Fiskerhuskvarteret finder du bl.a.:

  • Momlis – galleri og oplevelsesbutik
  • Fiskeriets Hus – analogt museum
  • Fiskerhytten – tøj, brugskunst, lokal øl, billeder m.v.
  • Rom Sø – samlingssted, årstidscafe og møderum
  • Fiskerhuset – skiftende udstilling og butik af lokale kunstnere
  • Fiski – fiskebutik

Bagenkop – Sydlangelands autentiske havneby

Bagenkop er meget mere end fiskerhuse. Den charmerende by byder på både moderne lystbådehavn og aktiv fiskerihavn, og området omkring byens sydspids er kendt for sine vilde heste, istidslandskaber og kyststrækninger i verdensklasse. Her er både plads til fordybelse og fællesskab – og altid tæt på havet.

Oplevelser i nærheden

Fra Bagenkop kan du nemt tage videre ud i det sydlige Langeland. Besøg Langelandsfortet, få røde kinder på stien mod Dovns Klint, oplev De Vilde Heste, eller kravl ind i mørket i Hulbjerg Jættestue. Hele området er en del af UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav.

Praktisk information

Fiskerhuskvarteret er lettilgængeligt til fods fra havnen og Bagenkops centrum. Området er egnet for gangbesværede, og du kan komme til Bagenkop med offentlig transport hele året rundt. Parkering findes tæt på både by og havn.