Gå til indhold
©  Foto:

Bagenkop Kirke

Langelands yngste og mindste kirke opført i 1920, med stor hjælp fra byens egne borgere. 

Bagenkop kirke er kun åben i gudstjenestetiden.

Historie

Ønsket om en kirke i Bagenkop kom gradvist mens inddæmningen af Magleby Nor fandt sted. Før dette var det almindeligt for borgerne i Bagenkop at sejle til kirke i Magleby, hvilket kunne være en farlig affære. I 1779 var der en ulykke som cementerede dette, da et brudefølge forliste på selve bryllupsdagen, og fem personer omkom. I 1851 gav lensgreven så sin tilladelse til at påbegynde inddæmningen ved Magleby Nor. Det ville nemlig give omkring 1000 tønder land, en idé oprindeligt tænkt af en prominent figur C. Harboe.

Utilfredshed blandt byens borgere

Inddæmningen var dog ikke kun en god ting. Fiskerne i Bagenkop var utilfredse, for området hvor man havde jaget og fisket i flere hundrede år samt søvejen til kirken, var væk.
Der skulle dog en tragedie mere til, før ønsket om en kirke opstod, da der i 1908 omkom 4 familiefædre da de forliste. Der var nu langt til Magleby kirkegård, så efter denne episode, opstod der et behov for at blive lagt til hvile, hvor man hørte hjemme. En stor del af fondsmidlerne til kirken blev indsamlet blandt byens borgere, som også gav bidrag til kirkens interiør. Efter lidt forsinkelse i form af 1. verdenskrig stod kirken færdig i 1920.
En lokal skik opstod blandt mænd og drenge i Bagenkop, da der blev opsat en mindesten om C. Harboes arbejde med inddæmningen. Man stoppede for at lade sit vand på stenen.

Orgel og glasmosaik

Kirkens orgel blev bygget i Paris i 1955 og skænket til kirken. Da man skulle opsætte orgelet opdagede man at orgelet var en smule for højt til at kunne stå i pulpituret, hvis orgelets vinger var slået ud. Så man huggede loftet til, så orgelet lige præcis kunne være der. 
På grund af lys fra vinduerne var det svært at se det oprindelige alterbillede, og man ønskede derfor en glasmosaik i stedet. Mosaikken var baseret på skitser fra 1957 og endelig fuldført i 1997, hvor det blev indviet 1. søndag i advent. 

 

Kilder: 
Kirkerne på Langeland, Langelands museum