Lohals er Langelands nordligste by. Byen har en hyggelig havn, hvor kulturhuset Banjen hen over sommeren er rammen for mange musikarrangementer og en meget velbesøgt frikadellefest.
I modsætning til mange andre små byer, er der i Lohals stadig mulighed for at købe det man lige står og mangler. Med en brugs, et bageri og muligheden for at købe brugskunst m.m., er byen stadig et aktivt og levende sted. Stranden nord for byen er en flot sandstrand med badebro og den bliver flittigt brugt hele året. Lohals og Hou er et godt udgangspunkt for mange udflugter, med vand på tre sider og store skovområder inviterer naturen til at udforske enten til fods eller på cykel.
Lidt historie
Lohals Havn er bygget i slutningen af 1850’erne og er en gammel fragtskibs og fiskerihavn. Lohals Fyr er bygget i 1893 og er et vinkelfyr på 9 m bygget af jern. I begyndelsen af 1900tallet blev Lohals en aktiv havneby med mange butikker, håndværkere og både en telegraf og telefonstation, et skibsbyggeri og et missionshus.