Gå Langeland rundt - Etape 1 - 19 km - Spodsbjerg - Østerskov
Hvis du har planer om at vandre hele Langeland rundt, er Spodsbjerg et godt sted at begynde. Går du sydpå, kan du gå på stranden det meste af vejen.
Oplev Langelands smukke kyst til fods.
Vandreturen rundt om den lange ø er på 139 km. Den er delt op i 10 etaper, den korteste er 10 km, den længste 19. Turen begynder i Spodsbjerg, du går med uret rundt om øen og passerer alle de fire havnebyer, Spodsbjerg, Bagenkop, Rudkøbing og Lohals.
Skilte/ingen skilte
På nogle strækninger vandrer du på Øhavsstien, den 220 km lange vandresti rundt om Det Sydfynske Øhav. Her står skilte, som viser vej. Men resten af turen er ikke skiltet, så kig på de kort og tekster, som Sti-vennerne har lavet (download og print dem evt.) og hold dig tæt på kysten.
Farbarheden afhænger af vandstanden, og hvis du ikke kan gå i vandkanten eller ad en alternativ rute, som kortene anviser, så gå tilbage langs stranden og find selv en markvej eller asfaltvej, som du kan følge tilbage til kysten.
Vi har givet vandreturen karakteren “nem”, men det er ikke ensbetydende med, at den er sikker og overkommelig for netop dig. Hvis du er dårligt gående, anbefaler vi, at du ikke kaster dig ud i den.
Naturen må gerne betrædes, men tag hensyn. Få gode råd inden turen starter og læs om de hensyn, som giver alle den bedste oplevelse.
Få din helt egen turguide med i lommen! Med det digitale kort ved hånden får du overblik og inspiration til mange nye oplevelser til fods, til vands eller på cykel.