Barndomsminder i Rudkøbing

Foto: Bettina Klem Andreasen

Deltidslangelænderne: "Jeg trænger ikke til terapi, jeg skal bare til Langeland”Det er teksten på en T-shirt, og hvor sigende er den lige.

“Min mand står på en stige og maler gavlen, så kan du hurtigt finde huset”, den besked tikker ind på sms, da jeg er på vej til et deltidslangelænder par lidt syd for Rudkøbing, typisk tænker jeg, for det er jo det, mange af os slapper af med herovre: at vedligeholde og ordne vores fritidshuse.  

Jeg finder nemt huset og træder ind i en historie om stærke kvinder, om tab og om genforening med øen. 

Parret har fornyelig købt huset tæt på Rudkøbing, og den beliggenhed var og er afgørende, for det er nemlig Rudkøbing, som er historiens omdrejningspunkt, med en familiehistorisk hægte til Simmerbølle. 

Her møder jeg Pernille som er født og opvokset i Rudkøbing, har levet der med sin mor og mormor indtil en fraflytning og et nyt kapitel startede for hende. 

Hun udtrykker det selv således: 

​​​​​​​Mit forhold til Langeland har to lag; for det første er der det indlysende historiske og idylliske ved øen og ved Rudkøbing.

Det skyldes, at udviklingen heldigvis på nogle områder er gået langsomt. Vi har en meget velbevaret 1700-tals bymidte med store købmandsgårde med høje trapper på Østergade og små skæve gader med mini-huse og toppede brosten i kvarteret omkring Ramsherred. Den uforanderlighed i Rudkøbings gader og huse står for mig som noget bestandigt, noget evigt. Det får en til at se tilbage på fortiden og mindes ens egen historie. Et træk der nok er typisk for os, der flyttede væk som børn. Det er barndommens land, og minderne dukker op på hvert gadehjørne, når vi går her igen.

Det næste lag for mig er den mere personlige historie, der omhandler det store tab af Langeland og nærheden af min mormor i vinteren 1972.

Jeg voksede op i en lejlighed på Østergade 42. Helt oppe på den øverste etage. Det er det røde hus, hvor Matas fylder hele stuetagen nu. Dengang var der en barbersalon i stueetagen og en skomager, Den Røde Træsko, i kælderen. Vi havde en fantastisk udsigt over Østergade. Man kunne følge med i byens liv deroppe fra. ”Vi” betyder min mor, min mormor og jeg. Min mor arbejdede i ”Fyldepennemagasinet”, det nuværende Bog og Ide. Mormor gjorde rent i Andelsbanken, hvor Brugsen nu ligger. Jeg gik i børnehave i den store villa med tårn oppe på Rue Villavej. Jeg kan huske, at jeg skulle gå ned i byen og stå og vente på, at mor fik fri. Jeg måtte ikke gå over Østergade, så jeg skulle stå og vente på fortovet udenfor butikken på den anden side af gaden. Mormor passede mig normalt, når mor var på arbejde. Hun havde hele to kolonihaver; en lige bag Østergade, hvor havegangen og enkelte bevoksede rester af haverne kan ses endnu ved siden af p-pladsen. Den anden og største have var ude, hvor parcelhuskvarteret ved ringvejen ligger i dag. Det var altid mig og mormor, der holdt sammen. Hun var min faste klippe, min trofaste allierede og min ekstra forælder.

Pernille bliver lidt berørt, da hun fortæller videre om fraflytningen fra Langeland:

Jeg følte mig overladt til mig selv på det nye sted uden mormor. På det bagtæppe blev Langeland synonymt med tryghed, kærlighed og omsorg. Alt det der med et slag forsvandt i min hverdag. At komme tilbage på ferier var himmelsk. Jeg glædede mig helt sindsygt meget i dagene op til. Jeg var i en slags indre ophidselse på vej tilbage til Langeland. Jeg frygtede, at vi ikke nåede færgen, hver gang vi skulle afsted. Den ophidsede glæde kan jeg stadig føle, når jeg kører over Siø og ser buerne på Langelandsbroen.

Foto: Baggardsteatret - Ard Jongsma

Som barn havde Pernille bare lyst til at blive på Langeland, gå rundt med mormor i Rudkøbings gader, hyggen forbundet dermed, brostenene og de gule sten i fortovene.

Hun bliver stadig helt salig, når hun ser brostenene, fortæller hun. 
Den elskede mormor var fra en stor gård i Simmerbølle, her blev jul og andre højtider samt fødselsdage holdt, så for Pernille er der også gamle  familiefortællinger forbundet med Langeland, som så mange andre måtte familien afvikle gården i 1930’erne, omend mormor som ældste fødte kunne have drevet gården videre, men det gjorde kvinder ikke i 30`erne. 

I sit voksenliv besøgte Pernille mormor på ` Stiftelsen for byens enker’ i Ørstedsgade, indtil hun døde. Herefter indtraf en Langelandspause indtil behovet for fortællinger og tilhørsforhold pressede sig så meget på, at parret  købte et fritidshus. Og det var som at komme hjem. Pernille fortsætter:

Og der er jo rigtig mange ting som er her endnu, eksempelvis Hestestalden i Tranekær, i øvrigt et fantastisk sted at komme som barn. 

Det ser bare anderledes ud herovre end i resten af landet rent geografisk  - måske er det hat-bakkerne, det ser så fornøjeligt ud med de små bakker, det er bare sådan et landskab skal se ud.

Inden Pernille afslutningvis opsummerer sit forhold til Langeland, runder vi den særlige Langelandske humor og den særlige prosodi, som vi bliver enige om ikke altid forstås af folk udenfor øen. 

Pernille slutter: 

Langeland er idyl, harmoni, ro i sjælen, solskin, tillid, kærlighed, ren opladning, natur, hygge, gemytlighed og samhørighed.