Ø-festival på Langeland 2025

Barfodsjournalisterne til Ø Festival

Foto: Liv på Langeland

Ø Festival 2025 – et stemningsbillede

Ad snørklede hyggelige gamle Langelandsveje med høje modne kornmarker på hver side kommer vi frem til festivalområdet Rue Mark syd for Rudkøbing.
Til tonerne af Annika Aakjær og hendes pink guitar samt geledder af cykler op ad hegnet, ved vi, vi er på rette vej.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Det er sommer, sol og afslappet samvær, når det er bedst -provinsagtigt på den helt fede måde, som en gæst siger. Det er også våde og mudrede marker efter skybrudsdage op til festivalen. Græsarealet har dog klaret nedbøren ganske godt, og professionelle og frivillige afhjælper med flis - skidt pyt gummistøvler hører vel til på en dansk festival.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Ø Festivalen afvikles for andet år i træk, og en gæst bemærker, der er flere mennesker i år end sidste år. Det faktuelle er, at billetsalget er fordoblet i år. Herligt for festivalen, herligt for øen.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Vi træder ind på en festivalplads som allermest minder om den hyggeligste familiefest, to gæster fra Aarhus udtrykker det således: den mest omfavnende og inkluderende festival, hvor det ikke bare handler om at drikke sig fuld, men høre god musik og hygge sig sig. Det er småt, det er lokalt, det er fælleskab, og det er ferietid - og ja, igen - så fantastisk hyggeligt. Det er ikke uden grund, at den tyske tv-kanal NDR kaldte deres udsendelse om Langeland ‘Hyggelig und hügelig’ for Langeland og kombineret med festival kan noget særligt.
Her er plads til alle, og her er mange muligheder for børn, unge, bedsteforældre og de “lidt skæve” som en frivillig tilføjede… her er rum og aktiviteter, der rammer alle

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Vi går lige ind i en twerk workshop, hvor lækre kvinder gør sig umage og har en feststund med hinanden. Det har tilskuerne i øvrigt også.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Videre til et sted, hvor børn kan få flettet perler i håret, hen forbi “krea”området, hvor forældre og børn hygger sig. Det fremhæves af rigtig mange gæster, at der er dejlig plads til børn, og at man kan tage til en festival på “ børnenes præmisser”. Faktisk så er dette en af grundene til at komme igen næste år. Her er trygt, som en familie siger.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Vi når også lige rundt om wellness området, et sauna- og massageområde, hvor der findes forskellige lokkende tilbud, og hvor man laver åndedrætsøvelser, for det at trække vejret er at finde ind til sig selv, finde ro – det kunne måske lyde som en modsætning i forhold til at være på en festival, men ikke her midt i den Langelandske natur, hvor gusmesterens ingredienser til gusen i saunaerne netop er indsamlet i øens natur, og hvor den helt overordnede stemning er afslappethed og væren i nuet.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Vi taler med mange glade folk på festivalpladsen, mange med blomsterkrans i håret, en af de sommerting, som man også kan få gratis på festivalen - som alle giver udtryk for, at festivalen har en hyggelig og intim stemning. Blomsterkransene kunne associere til en svensk skærgårdsstemning, men vi er på Langeland, og stranden er lige der med alle vandets muligheder - sommer, sol, strand og fest er universel- øhav eller skærgård.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Vi tager lige en runde på forplejningsområdet, også fordi mange gæster har fremhævet den gode mad. Her møder vi overskuds- frivillige, som italesætter hvordan ØFestivalen er med til at samle, skabe glæde og positivitet. For øjnene af os vises lokalsamfundets samarbejdsindstilling frem. Vi noterer, hvordan Langelændere (altså pølser), fadøl og Guldeller fra nordøen langes over disken i rige mål, men også den lille grønne madvogn har travlt, i alt 600 burgere har vi kunnet læse os til blev solgt.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Mæt af skønne, skønne indtryk begiver vi os til tonerne af en veloplagt Lis Sørensen og et meget veloplagt publikum på vej hjem, svært at forlade sådan en sommerstemning. Geledderne af cykler holder stadig ved indgangen, og vi kan fornemme de hyggelige lys- guirlander rundt om campingarealet.

Ø-festival på Langeland 2025

Foto:Liv på Langeland

Tilbage er kun at sige hyggeligt, hyggeligt og berigende. Udsøgt gode musiknavne, som fra scenen forholder sig til den urolige tid vi lever i og opfordrer til håb og sammenhold. Imponerende skønne kræfter lagt i at etablere en ØFestival. Tak til alle ildsjælene. Vi går hjem med følelsen af et fællesskab og et samarbejde, som både inspirerer og giver håb.