Mød langelænderne: Ann-Kerstina, Humble

Jeg flyttede til Langeland i ’19.

Efter at have haft galleri i Svendborg i en 10 år, skulle der ske noget nyt. Jeg kendte faktisk ikke Langeland, sådan rigtigt. Jeg havde været på nogle af strandene, fordi jeg arbejdede i en naturbørnehave i Svendborg på et tidspunkt, hvor vi kørte rundt til forskellige strande på Sydfyn. Jeg havde været ved på Ristinge, ved Bogø og nede ved Dovns Klint. Det var egentlig det jeg kendte.

Jeg var som sagt ude at kigge på hus på Langeland i februar måned 2019. Og ja, jeg faldt fuldstændig for Langeland. Der var en råhed. Alt, selv vejret var grimt den dag, men der var plads, vidder og minder om Thy, hvor jeg tidligere har boet.

Det var jo februar, og det mindede om Thy med vindens rusken, lyset og dét at der ikke er gadelys overalt. Sådan: Råt. Det hele var lige mig. Jeg synes at naturen på Langeland får lov til at være vild på den dér fantastiske måde. Det var skønt at komme ud i noget, hvor det kan blæse og er natur.

Hvis man vil, kan man få lov at passe sig selv. Her er heller ingen pariserhjul der tager udsigten og det er mørkt når det er mørkt. Det er dejligt.

Jeg bor her i mit galleri, der er åbent hele sommeren fra kl. 12:00 til der ikke er flere gæster. Her kan jeg hoppe på cyklen, 10 minutter til stranden, få min morgenkaffe og et morgenbad; så har jeg hele formiddagen dernede til at gå på opdagelse og finde ler og tang som jeg bruger i mine glasurer. Jeg synes faktisk at jeg holder ferie, selvom jeg også passer mit galleri. Jeg kan ovenikøbet cykle derned igen om aftenen, nyde min aftensalat, solen og stranden. Jeg bliver aldrig træt af udsigten. Den forandrer sig hele tiden, ny årstid, ny vinkel, nye blomster. Det er fantastisk synes jeg - at forandringen er så stor.

Ja, det er jo sådan noget god gammeldags kunst. Grafik, hvor man ridser i en plade (jeg arbejder primært på genbrugs materiale og giftfrit), tørrer den af og med håndkraft kører den igennem en presse. Det bliver også mere og mere den måde jeg laver keramik på, sådan back to basics, hvor jeg graver ler/farvepigmenter op ved klinten, formgiver et eller andet og brænder det. Jeg er i gang med pitbrænding og raku, hvor man ikke behøver en ovn, men laver en mile eller bruger en jernspand med låg på og så skal der bare fyres op.

Det med keramikken startede efter en tur til Hanstholm og Bulbjerg, et område jeg kender rigtigt godt. Jeg stod og kiggede ned over stranden, hvor bunkerne ligger vindt og skævt, som skulpturer i landskabet. Og dér tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle lave noget tredimensionelt, skulle det være sådan en bunker – altså dén FORM!

Efter jeg er flyttet til Langeland og tæt på Langelandsfortet, så har det fået lidt en renæssance, fordi folk kommer og siger de lige har været nede i ubåden. Det er lidt sjovt, fordi jeg har længe arbejdet med krudt og kugler. Mine vaser og lysestager er inspireret af granathylstre.

Altså, det er jo sådan lidt forbudt at nyde sådan en form. Sådan ”aargh, en kampvogn”! Der er også krig mange steder; men maskinernes stramme og skarpe former, elsker jeg. Nitterne er så grafiske. Nogen spørger mig, hvorfor jeg beskæftiger mig med det univers, hvortil jeg må sige: jeg kan ikke komme i tanke om noget som er mere aktuelt.

Jeg er ikke krigsgal; men hvis man nu forestiller sig, at spisebordet her er et menneskeliv, så består det af alle de ting, der står på bordet. Så sker der noget nyt, man går på slankekur, får besøg af nogle venner, eller en ny uddannelse - men egentlig rykker man bare rundt på de ting, der står på bordet. En gang imellem, så kan man være heldig, at der kommer noget udefra, som knalder på kanten, som gør at det hele rasler, noget falder på gulvet og noget nyt kommer til. Vi kan også selv tilføre nyt, men de store forandringer sker jo oftest, hvis man bliver ramt af noget uventet og udefrakommende. Det er dét krigsmateriellet skal symbolisere. Noget man ikke er herre over, som pludselig kan ramme. I virkeligheden tror jeg, at det er det med at skulle rykke sig fra et sted til et andet. Det som Søren Kierkegaard kalder ”Springet ud i det ukendte”. Man gør det ikke af sig selv, det er jo virkelig voldsomt at skulle gøre, men pludselig kan man være heldig, at der kommer noget som ryster og presser en ud over kanten.

Det syn på tilværelsen har gjort, at jeg ikke er så frygtsom for at springe ud i noget nyt.

Jeg holder kurser, lærer fra mig og lærer nyt. Weekendkurser eller bare en dag. Jeg havde nogle bekymringer dengang, jeg skulle flytte til Langeland. I Svendborg hvor jeg havde galleri tidligere - kom folk fra Aarhus og Sjælland, for at købe kunst og kombinerede det med at tage ud at spise eller var her på weekendophold. Hvad sker hvis jeg flytter til Langeland? kan de så stadig finde galleriet? Jeg ved nu, at Humble ikke er langt væk - de interesserede kan sagtens finde frem og kommer gerne. Faktisk har jeg lige så mange gæster i galleriet her, som jeg havde, da jeg lå i gågaden i Svendborg. Her har vi sæson på to måder, dels med de lokale og hele årets sommerhusgæster, og så ikke mindst hele sommerperioden.

Vi er verdens navle. Ja, jeg synes faktisk, det er ens for Langeland og Thy. Her er lyset, vildskaben, og folk kan et eller andet. En selvstændighed som er interessant. Vi snakker og hjælper hinanden.

Her er man er vant til at tage sagen i egen hånd. Skal der ske noget hvor vi bor, går vi selv forrest. Den selvstændighed, stolthed og tro på egne kræfter driver et fantastisk fællesskab, som jeg holder rigtig meget af og føler mig som en del af.

Ann-Kerstina driver Grafik Galleri i Humble, lige overfor Brugsen på Ristingevej. Her udstiller og sælger hun egne værker indenfor grafik og keramik.

Hun er medlem af Danske Grafikere og BKF samt formand for SAKs Grafiske Kælder i Svendborg.

Hun er medforfatter til bogen ”VERA – Kvindeportrætter, værdier og drømme” og har i en årrække drevet en kunstskole på en losseplads på Filippinerne sammen med sin tidligere mand.

Begge projekter holder hun foredrag om. Se mere på Facebook: VERA Lutter Lagkage. Kunst med børn i Verden.