VisitLangeland

Barfodsjournalisterne til Bramfri Festival

Bramfri Festival samler musik, poesi, samtaler og fællesskab i H.C. Ørstedsparken i Rudkøbing.

Bramfri Festival Esben Just Allstars
Foto: Liv på Langeland

Bramfri 2026 

Livet er for fantastisk på godt og ondt til BARE at leve det - citat Jesper Wung-Sung. Det er så nemt at relatere til dette en sommerdag på Langeland. Tankelynsteltet, Farvemusikteltet og Ildsjælsteltet, så sigende benævnes de forskellige telte, eller skulle vi hellere sige.. de forskellige saloner, for vi er på alle måder trådt ind i en ægte onsdagsmatiné.

Bramfri Festival afholdes for 4.gang i HC Ørstedsparken i Rudkøbing, mere relevant og hyggeligt sted kan man ikke forestille sig, mere oplagt reference til bysbarnet - ‘ sprogets mand’ eller ‘ sprogrenseren’ er svær at overse. Festivalen vil jo netop samspillet mellem musik, poesi og samtale - samt ikke at forglemme årets gennemgående tema, nemlig: måltidet – alt sammen sanselige og sproglige udtryksformer.

Publikum til Bramfri Festival
Foto: Liv på Langeland

I velkomsten sættes klangbunden for arrangementet så fint: Her kan vi mødes med andre, vi ikke vidste, vi interesserede os for, lytte længe nok til at noget kan forandre sig, sprog kan nemlig åbne verden - om nogen udvidede Ørsted vores verden gennem sproget. Tjekker man, så skabte og bidrog han med op imod 2500 nye ord på dansk, her i blandt ordet bramfri.

Bramfri Jasper Gramkow
Foto: Liv på Langeland
Bramfri Festival Esben Just Allstars
Foto: Liv på Langeland

Der skal hentes ekstra bænke til New Orleans jazzen “ fra den dybe skuffe” i Farvemusikteltet. Folk er stimlet til. Det swinger pludselig ud i det dejlige grønne område, der mødes, der krammes og der hentes øl. Vi slutter med nummeret: “ Ta’ bare hvad du vil ha” – hvilket jo passer helt perfekt til oplevelsen af en matiné, hvor vi bevæger os rundt mellem salonerne, oplever og indtager indtrykkene.

Bramfri Esben Just Allstars
Foto: Liv på Langeland
Bramfri Festival 2026
Foto: Liv på Langeland

Senere fyldes parken af en fusion af moderne og klassiske toner fra en duo, som ikke bare leverer dejlige musiknumre, men også har en nærhed, intimitet og stor personlighed, så publikum standser op, stunder til og lytter.  

Som nogle tidligere skoleveninder, nu småbørnsmødre, på et tæppe i solskinnet udtrykker det: vi har leget her i parken. Festivalen har en superhyggelig størrelse, det hele er overskueligt, det er gratis, der er en legeplads og så er der den her lytte til og fra stemning.

Bramfri Festival publikum
Foto: Liv på Langeland
Bramfri Vang & Jessen Duo
Foto: Liv på Langeland

Cirkus Aroma bidrager i stor stil til matiné stemningen og leverer langt mere end underholdning. De formår en klassisk cirkusoplevelse som alle aldre nyder og morer sig over, sådan er det oftest, når rigtig godt håndværk og humor møder publikum. Små og større børn, forældre og bedsteforældre prøver kræfter med balancen og motorikken, nogle modige melder sig endda til at deltage i vovelige cykelnumre, alle har vi en fest og nyder frirummet

Gøgl på Bramfri Festival
Foto: Liv på Langeland
Gøgl på Bramfri Festival
Foto: Liv på Langeland

I tankelynsteltet er der ‘talks’ som nogle kalder sessionerne. 

Forfatter Jesper Wung-Sung er en ægte elegantier i sine oplæsninger, samtidig med at han løfter sløret for sin egen skrivemotor, præsenterer en ny side af HC Andersen og dennes optagethed af mad og måltider, samt reflekterer over sprogets og litteraturens rækkevidde

Bramfri Festival
Foto: Liv på Langeland
Talk på Bramfri
Foto: Liv på Langeland

Senere folder Anders Lund Madsen flæskestegens historie ud, med humoristiske afstikkere – men altid med fokus på sværen, der knaser. En underholdende samtale om måltid, kultur og dejlig ironisk distance til danskernes selvforståelse.

Bramfri 2026
Foto: Liv på Langeland
Bramfri publikum
Foto: Liv på Langeland

Vi møder en vennegruppe fra Fåborg, Kerteminde og Kolding. Det er en tradition, at de mødes til Bramfri Festival, de siger: det er gratis, her er højt til loftet og god stemning, gode oplevelser – lidt loose. Det kan vi godt lide.

Publikum i teltet på Bramfri
Foto: Liv på Langeland

Tilbage til de sanselige og sproglige udtryksformer - om det er musik, litteratur eller cirkus, så handler oplevelserne om langsomme indtryk og fortællinger, hvor man selv bestemmer tempoet, og hvor ens indre stemme går i dialog med udtrykkets intime rum. 

Bramfri Festival skaber dette rum midt i den skønne sommer, skaber dette mødested - ikke bare for individuelle oplevelser, men også for oplevelser mellem mennesker. Vi møder folk helt fra Egtved, som kommer til festivalen netop for konceptet: mødested – og for som de udtrykker det: det her er ikke bare festival mainstream, det er kvalitet.

Publikum i teltet på Bramfri
Foto: Liv på Langeland

Bramfri

Hvis kvalitet er frirum, fællesskab, musik og eftertanke, så har Bramfri Festival skabt mødestedet

Bramfri Ramsherred
Foto: Liv på Langeland