©  Foto:

Ristinge Klint - en geologisk seværdighed i særklasse

En tur på toppen af klinten byder på kig ud over havet mod Ærø, stejle kystskrænter og artsrige overdrev. Når du går på stranden langs med klinten, tårner den sig op med sine 38 stejlt stillede flager som minder om væltede dominobrikker og fremstår meget majestætisk.

Det kan du opleve ved Klinten:

 

Besøg Ristinge Klint

Ristinge Klint ligger på sydsiden af Ristinge halvøen på det sydvestlige Langeland. En tur på toppen af Ristinge Klint byder på kig ud over havet mod Ærø, stejle kystskrænter og artsrige overdrev. Når du går på stranden langs med klinten, tårner den sig op med 38 flager, som minder om væltede dominobrikker. Klinten byder på gode kuperede gåture, en helt særlig udsigt, smukke aflejringer i klinten og muligheden for at finde forstenede snegle og muslinger. Klinten er et såkaldt geosite, som er steder med enestående geologi, der viser særligt flotte eller sjældne eksempler på f.eks. istidslandskaber, kysttyper, mineraler eller fossiler. 


En helt særlig geologi

Ristinge Klint viser en 130.000 år lang historie, da lag fra hele den sidste mellemistid og sidste istid hele tiden blottes.

Klinten er 2 km lang og op til 28 meter høj. Den blev skabt for 19.000 år. I klinten kan man se en række skråtstillede lerlag, som er presset op af isen. Disse lag giver vigtig viden om og har dermed stor betydning for fortællingen om Danmarks og Østersø-områdets landskabshistorie og klimaudvikling.

 

Klinten bliver skabt

Klinten er et verdensklasse-eksempel på hvordan is kan deformere jordlag, også kaldet istektonik. En gletsjer fra sydøst brød store skiver af permafrosne jordlag løs foran isfronten og skubbede dem sammen i de 38 stejltstillede flager. Lagserien omfatter aflejringer fra Saale, Eem og Weichsel (i alt 5 forskellige isfremstød), samt Holocænt flyvesand, der øverst i klinten ligger som et tæppe hen over de ældre aflejringer. De marine lerlag fra Eem indeholder bl.a. talrige muslingeskaller og forskellige typer mikrofossiler, der vidner om skiftende dybde-, temperatur-og saltholdighedsforhold i den vestlige del af den daværende ”Østersø”.

Ristinge Klint er desuden typelokalitet for et større isfremstød (Ristinge Fremstødet) for 55-50.000 årsiden i den mellemste del af Weichsel-istiden. Alt i alt en klassisk og velundersøgt forsknings-og undervisningslokalitet i det baltiske område.

 

Aktiviteter:

Find spor efter uhyret

Sagnet fortæller, at en lindorm engang hærgede Ristinge. Mændene fra byen fik nok og dræbte uhyret. I kampen slog lindormen med halen og lavede tre dale i skrænten. Se om du kan finde de tre dale skabt af Lindormen. Du skal lede på toppen af klinten og neden for Ristingedyssen.


Find fossiler

Går du på stranden langs kanten af klinten kan du være heldig at finde forsteninger af muslinger og snegle, som har været gemt i klinten, men som - efterhånden som vandet løber ned af klinten - fritlægges og ruller ned på stranden.

 

Gå en tur 

Der er flere muligheder for rundture på Halvøen, som kan gøres kortere eller længere på forskellige vis. Her foreslår vi to rundture på henholdsvis 6 km og 9,5 km.

 


En del af Geopark Det Sydfynske Øhav

Ristinge Klint er et af de tre særlige Geosites i Geopark Det Sydfynske Øhav. 

Geopark Det Sydfynske Øhav bruger områdets særegne geologiske dannelseshistorie, natur og kulturhistorie til at skabe fælles identitet og rammer for bæredygtig udvikling. Det Sydfynske Øhav udgør et oversvømmet istidslandskab i international særklasse. På Langeland finder du det internationalt anerkendte geosite Ristinge Klint, der ligesom vores hatbakker er et unikt fænomen.

Geopark Det Sydfynske Øhav er fortællingen om den dramatiske havstigning omkring Sydfyn og øerne i forlængelse af den sidste istid for over 11.000 år siden. Havstigningen skabte Øhavets 55 øer og holme, og den særlige natur, der siden har været forudsætningen for hele områdets eksistens og for de utallige muligheder for naturoplevelser og aktiviteter under åben himmel. Se mere på www.geoparkdetsydfynskeohav.dk

Oplev Klinten i 360 grader

Digital synliggørelse af langelandske ruter er støttet af Friluftsrådet med udlodningsmidler til friluftsliv.