©  Foto:

Øhavsstien: 8 km - Rudkøbing - Henninge Nor

Øhavsstien tager dig i Rudkøbing mod syd langs havet, først gennem Rudkøbings fem aktive havne og videre langs kysten til skov og nor. Du møder smuk natur og fugleliv.

Når du kommer ned ad Langelandsbroen drejer du ind mod Rudkøbing. Du kan se Skudehavnen på din højre side.

SHORES Langeland

I bugten ved siden af broen foregår ofte forskellige vandaktiviteter. På Langeland arbejder vi med projektet SHORES Langeland. Langeland er mest kendt for særdeles attraktivt lystfiskeri, men kysterne på øen og det lavvandede øhav er også meget velegnede til aktiviteter som kajak, SUP, surf og sejlads, ligesom vi har mange der kommer hertil for at dyrke UV-jagt og dykke på vores mange vrag. 

Rudkøbing Havn

Rudkøbing blev anlagt i den tidlige middelalder og fik i 1287 købstadsprivilegier. Indtil 1856 skulle al handel på øen foregå i købstaden (bortset fra hovedgårdenes handel). Byen bærer stadig præg af købstadslivet med købmandsgårde, små gamle huse og toppede brosten.

Rudkøbing har hele fem havne. Du kommer først til Skudehavnen, som er den nye lystbådehavn og syd for ligger den gamle lystbådehavn. Syd for denne ligger den gamle fiskerihavn, stadig omkranset af de fine fiskerhuse, som endnu huser fritidsfiskere. Herefter ligger trafikhavnen med sine to bassiner. Herfra udskibes stadig masser af korn og ved det smukke gamle pakhus finder du ofte skonnerten Meta, som er hjemmehørende i Rudkøbing, eller andre større skibe. Længst mod syd ligger færgehavnen med faste færgeforbindelser til Strynø og Marstal på Ærø.

På vej henover havnen, lige ved fiskerihavnen, ligger den gamle stationsbygning, som vidner om Langelandsbanens tid i 1911-1962. Her findes stadig det specielle 24-timers ur på perronen. Fra efteråret 2021 flytter HC Ørsted udstillingen ind i den gamle station.

Alfio Bonnano - Land Art kunst

På vejen henover havnen møder du i Skudehavnen et kunstværk af byens internationalt anerkendte kunstner Alfio Bonanno (født på Sicilien, bosat i Rudkøbing gennem mange år). Værket definerer de fire verdenshjørner. Bag Skudehavnen mod Havnegade finder du et andet af Alfios værker - en stensætning der er gennemskåret af en sti. Alfio Bonnano er internationalt kendt for især sine Land Art værker opført rundt omkring i hele verden. Filosofien i Land Art er at værkerne er fremstillet af lokalt forekommende naturmaterialer, som over tid forfalder og går tilbage i naturens cyklus.

Bag Rudkøbing med udsigt over Rudkøbing Vejle finder du endnu et værk af Alfio Bonanno; Lones bænk, som blev opført i anledningen af Dronning Margrethes besøg i 2016. Navnet er en hyldest til Alfios kone, Lone Bonanno. Alfio Bonanno har sat præg på Langeland gennem mange år og især kunstparken TICKON i slotsparken ved Tranekær Slot markerer hans virke. Her findes Land Art af en lang række internationale kunstnere.

Badeanstalten

Syd for færgehavnen ligger Rudkøbing Søbadeanstalt fra 1926. Den er fortsat et samlingspunkt i sommervarmen, hvor en svalende dukkert kan nydes her uden sand på håndklædet. Den bruges dog også flittigt af de mange vinterbadere, som mødes her dagligt hele vinteren.

Videre langs kysten passerer Øhavsstien festibvalpladsen, hvor Langelandsfestival har holdt til de seneste 30 år, hvor det har været "Danmarks største havefest" i slutningen af juli.

Fårevejle Hovedgård

Øhavsstien drejer i Kragholm ind gennem skoven, som hører til Fårevejle Hovedgård. Skjult i skoven ligger en hatbakke, som kaldes Iskælderbakken. Bakken har i gamle dage rummet en stensat kælder, hvor man opbevarede is i blokke, hentet om vinteren i nærheden. Isen holdt sig til langt hen på sommeren til nedkøling af fødevarer.

Hatbakker er et særligt langelandsk fænomen og vi har over 1000 af dem på langs af hele øen. Hatbakkerne har deres navn efter den runde form som en hat. Man ved ikke helt hvordan de er dannet under sidste istid.

Henninge Nor – et eldorado for fugle

Henninge Nor var oprindelig blot en mindre bugt i det store Lindelse Nor. En dæmning mod syd adskiller i dag Henninge Nor fra Lindelse Nor, men i oldtiden lignede noret Lindelse Nor med mange småøer og holme. I håbet om at skabe god dyrkningsjord blev Henninge Nor inddæmmet i 1912. En pumpestation med vindmøllepumpe og sluse blev bygget for at tørlægge området. Her 100 år senere kan det store afvandede område ikke dyrkes, men de meget våde enge er et smukt naturområde. Noret er en vigtig yngle- og rasteplads for mange arter fugle. Dykænder som troldand og bjergand kan du se raste i tusindvis i søerne, og spændende fugle som havørn og sølvhejre er set her.

Klæsø Natursti og parkering

Dæmningen mellem Henninge Nor og Lindelse Nor er ikke en del af Øhavsstien, men stien fortsætter et lille stykke på den anden side af dæmningen og er der forbundet med Klæsø Natursti. Ifølge Naturbeskyttelseslovens regler har man ret til at krydse dæmningen til fods.
Ved Klæsø er der mulighed for parkering.

 

Vi anbefaler også:

Besøg Strynø

Besøg Strynø, hvor du kan opleve den særlige ø-stemning, som indfinder sig, når færgen er sejlet. Besøg Øhavets Smakke- og Naturcenter, hvor du kan leje kajak eller SUP, sejle i smakkejolle eller komme på sælsafari. Tag turen op i byen, hvor majtræet pryder byens centrum og kirken, som er tegnet af arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen, et par af 1800-tallets mest anvendte arkitekter i København (fx Det Kgl. Teater, Statens Mueseum for Kunst m.fl.) står som et levn fra en tid, hvor der var 800 beboere på Strynø.

Praktisk at vide

Overnatning:

I Rudkøbing finder du både hoteller, B&B, campingplads og vandrehjem

Indkøb:

Rudkøbing


Spisesteder: 

Rudkøbing