©  Foto:

Altertavle Tryggelev Kirke, Gitte Buch

Som afslutning på en total renovering af Tryggelev Kirke bad menighedsrådet den lokale kunstner Gitte Buch om at male en ny altertavle til kirken.

Altertavle Tryggelev Kirke

  • Kunstner: Gitte Buch
  • Opført: 2014

Tryggelev Kirke

Du befinder dig i et ganske enestående kulturmiljø her på bakken med udsyn til kirken, kirkeladen og den gamle præstegård. Lige netop her kan man nemlig aflæse 800 års bygningshistorie, kulturhistorie og lokalhistorie.

Gud og menneske i en

Som afslutning på en total renovering af Tryggelev Kirke bad menighedsrådet den lokale kunstner Gitte Buch om at male en ny altertavle til kirken. Motivet på den nye altertavle tager udgangspunkt i det motiv, der også prydede kirkens gamle altertavle. Motivet viser Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar. I Buchs abstrakte værk er kvinden og Jesus smeltet sammen til én – menneske og Gud er blevet til én. Denne person oplyses fra oven af et stærkt hvidt lys. Buch lader både kirken og lokalsamfundets historie indgå i sit værk gennem subtile referencer i motivet; den buede form, som skikkelsen står på henviser både til før-reformationens Mariaaltre, men også til et gammelt ribben, som blev fundet i kirken og antydningen af flinteflækker i nederste venstre hjørne henviser til Langelands fortid og mangfoldigheden af stenalderfund.
På altertavlen ses også en krukke, som nærmest er gennemsigtig, denne repræsenterer den gamle krukke, det gamle liv. Krukken er et element, som går igen i flere af Buchs værker og har gjort det gennem mange år.

”Gitte Buch har med årene skabt sig en personlig ikonografi. Billedelementer, der med mellemrum dukker op, forsvinder og atter vender tilbage: Båden, træet, krukken, skålen, fossiler, himlen, jorden, vandet og årstidernes benævnelser og billedmæssige indebyrd kan medregnes… Koloritten kan være i den varme ende af skalaen, douche gylden med indslag af okker og heftig rød, men ofte er det hvide, bleggule, turkise, blå og grønne nuancer, der dominerer.” – Preben Winther

Læs mere om Gitte buch her.