Gå til indhold
©  Foto:

Tilde Louise Carlsen - Billedkunstner

Tilde Louise Carlsen skaber akvareller, oliemalerier, grafik og tegninger inspireret af naturen og eksistentielle problematikker.

Landskaber som mennesker og mennesker som landskaber

"Det er ikke tilfældigt, at Tilde Louise Carlsen nævner Oscar Kokoschka og Egon Schiele som inspirationskilder. De to østrigske kunstnere er indbegrebet af ekspressionisme, af intense, pågående og uafrystelige billeder fulde af lidenskab og smerte.

Tilde Louise Carlsen har denne lidenskab med i hvert eneste billede, hun laver, uanset om det er et landskabsmaleri eller portræt. Det er simpelthen definitionen på hendes kunst: lidenskab.

... Det virker, som om hun opfatter menneskeansigter og menneskekroppe som landskaber, mens omvendt hendes landskaber kan ses som portrætter af levende væsener. For hende er et landskab eller rettere naturen som helhed et levende væsen, vi ikke kun skal respektere, men som vi er uløseligt forbundet med. Det er en del af os selv. Derfor føles Tilde Louise Carlsens landskabsmalerier som både protest-, minde- og sorgbilleder.

Det er faktisk meget befriende at opleve en så kompromisløs lidenskab. At opleve en kunstner, der brænder så meget for sagen og lægger så meget personlig indlevelse i det at skabe. Alle kunstnere burde gøre det, men, hånden på hjertet, det føles ikke rigtigt sådan.

Tilde Louise Carlsen gør det. Instinktivt, vedholdende og ærligt." 
- Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør Kunstavisen

Biografi

Tilde Louise Carlsen, født 1954, er uddannet typograf og grafisk designer fra Den Grafiske Højskole. Hun har lært maleri hos akvarelprofessor Arne Isacsson, Anders Wallin og Lars Holm i Sverige og Kirsten Dufour i Danmark og England, samt på Royal Drawing School.
Medlem af Nordisk Akvarelselskab, Visuelt Forum i Dansk Journalist Forbund og Fyns Grafiske Værksted i Odense.

Hvis du vil se mere...

Kan du besøge Butikken i Hennetved, som sælger keramik, malerier, tegninger og grafik af Tilde Louise Carlsen og keramiker Søren Baun Jeppesen.