©  Foto:

Byvandring i Rudkøbing på egen hånd

Følg By- og Parkstierne 2,1 km. og bliv klogere på livet i Rudkøbing dengang og nu.

Stierne er mærket af med karakteristiske varder som leder dig igennem byen. Du kan se fra den ene varde til den næste og på den måde finde vej. På varderne er der små fortællinger om det du ser.

Livet på Rudkøbing Havn

Rudkøbing Havn var frem til 1980 en livlig fiskerihavn. I dag bruges havnen mest af fritidsfiskere og besøges hvert år af op mod 4500 lystbåde.

Vidste du at der frem til 1962 var en jernbane på Langeland?
Den fragtede passagerer og gods tværs over øen til Spodsbjerg og sydpå til Bagenkop.

H.C. Ørsteds opvækst

H.C. Ørsted påviste elektromagnetismen, og hans bror Anders Sandøe Ørsted revolutionerede retsvidenskaben. De var begge født i byens gamle apotek.

Kan du finde: Rudkøbing er fyldt med sommerfuglefigurer - hvor mange kan du finde på din vej? På Langeland ses sommerfuglen som en hyldest til H.C. Ørsted. H. C. Ørsted forbindes mange steder med ordet sommerfugl.

Bygninger og pladser

Rudkøbing byder på en række prægtige og velholdte gamle bygningsværker og pladser. Bliv klogere på deres historie og oplev, hvordan lokale og turister bruger byens pladser i dag.

Kan du finde: H.C Ørsted på Gåsetorvet og Englen med fuglen i hånden (Amorinbrønden)

Seværdigheder og museer

Midt i byens levende handelsgade finder du Besøgscenter Langeland samt en afdeling af Langelands Museum, med skiftende udstillinger og aktiviteter.

Vidste du: at museet har en dejlig have, som du kan gå på opdagelse i?

Ildsjæle-værker

Langeland er kendetegnet ved mange ildsjæle og frivillige der skaber fantastiske fællesskaber.

Vidste du: at øens biograf og kultur-huset Ørstedspavillonen er skabt af og drives af frivillige?

Download og print selv ruten (pdf A4)