Gå til indhold
©  Foto:

Ni kunstnere udstiller på Vinterudstillingen

Galleri Nowhuset i Tullebølle udstiller malerier, tegninger, grafik, skulpturer og keramik

Skildringer af mennesket

Ni kunstnere udstiller på Vinterudstillingen i Galleri Nowhuset i Tullebølle. De viser malerier, tegninger, grafik, skulpturer og keramik, og de fleste kredser om skildringer af mennesket.

Kunstneren Finn Winge Nielsen (86 år) udstiller for første gang i Nowhuset. Mange kender hans portræt af fysikeren H.C. Ørsted, som hænger i rådhussalen i Rudkøbing, men han har også produceret flere store værk-serier, bl.a. ”Det europæiske menneske”.

Tre unge debutanter

En række yngre kunstnere debuterer på Nowhusets vinterudstilling. Silje Bruun Hansen, maler og grafiker, driver A & B Galleri i Rudkøbing sammen med Jens Anker Hornemann, og hun udstiller 8 nye malerier.

Veninderne Ujammiugaq Møller, Rudkøbing, og Mimi Josefsen, Århus, har sammen arbejdet intenst med selvportrættet:  ”Hvordan kan man male sig selv frem uden brug af det gængse motiv, som oftest har været ansigtet og overkroppen? Hvor meget kan man fjerne og stadig være tilstede i maleriet? ” spørger Mimi – og forsøger at svare.

Nye i Nowhus-sammenhæng er også to sydfynboer, billedhugger Søren West, Egeskov Mølle, og grafiker, tegner og maler Lars Lauge, Svendborg. Udstillingen byder desuden på glædelige gensyn med langelænderne Solveig Moa, Kamilla Herskind og Poul Erik Eliasen.

10-års jubilæum

Nowhuset kan i år fejre 10-års jubilæum, og det vil for alvor sætte sit præg på årets største begivenhed: Sommerudstillingen.

Men allerede i forbindelse med Vinterudstillingen markeres jubilæet med genudgivelse af samtlige sommerudstillingsplakater 2012-2022, og galleriet udgiver 10 specielle jubilæumsplakater i begrænset oplag, hver med motiv af en af de mange kunstnere, som har ”været på plakaten” gennem årene.

Åbningstider

4. februar-26. marts torsdag-lørdag kl. 10-17.
Vinterferien (uge 7) alle dag søndag-søndag kl. 10-17.

Udstillere:

Finn Winge Nielsen (grafik, maleri), Lars Lauge (grafik, maleri), Kamilla Herskind (maleri), Mimi Josefsen (maleri), Ujammiugaq Møller (maleri), Silje Bruun Hansen (grafik, maleri), Solveig Moa (maleri), Søren West (skulptur) og Poul Erik Eliasen (keramik).