Langeland

Kunsttårn 1 - De 12 Langelandske Kunsttårne

Kunstner: Sonia Brandes. 
Kunstværk: "Dyrene omkring mig". 
Opført: 2019

Kunsttårn nr. 1 ligger ud til en vej, der fører til Langelands nordligste spids. En vej, hvor man måske er tilbøjelig til at have lidt fart på. Men måske får du alligevel allerede fra bilen et glimt af en gylden fugl, der flakker mod loftet i det gamle transformatortårn, eller fanger øjenkontakt med dådyret, der stirrer intenst på dig.

Værket "Dyrene omkring mig" er skabt til kunsttårn 1 i 2019 af den danske papirkunstner Sonia Brandes (f. 1946).

Sonia Brandes har de seneste tre år boet og arbejdet i Lohals, hvor hun har udsigt ud over bølgende marker og havet, og hvor hun er omgivet af vilde dyr, der leger i haven, og som hun møder, når hun går sine mange daglige ture i naturen.

Værkets motiv er netop inspireret af naturen og dyrene på Langeland, og vi møder således dådyr, harer og fugle. Værket er skabt i cortenstål, der er laserskåret med vand efter et af Brandes’ papirklip. Herefter er det enkelte steder blevet beklædt med bladguld, som udover at spille smukt sammen med jernets rustrøde farve også danner blikfang for forbipasserende bilister, som således kan fange et glimt af guldet, der blinker, når de drøner forbi tårnet.

Værket er spinkelt og feminint i udtrykket, det har snirklede mønstre og fine tråde, der peger tilbage på dets kunstneriske udgangspunkt, der findes i papirklippet.

Sonia Brandes er papirkunstner og har gennem hele livet beskæftiget sig med papirklip. Hun er inspireret af naturen, der omgiver hende og af litteratur. Særligt eventyr af H.C. Andersen og Selma Lagerlöf har spillet en stor rolle i hendes kunst.

Papirklip bliver også kaldt “Psaligrafi” som kommer af det græske “at tegne med saks”. På fransk bliver papirklip kaldt “De fattiges kunst”, da alt man behøver er et stykke papir og en saks for at skabe sit eget kunstværk. Sonia Brandes’ passion for papiret startede da også med gækkebreve, da hun var en lille pige hjemme på Ærø, men i dag klipper hun med en særlig svensk øjenkirurgi-saks, der udover at være skarp også passer godt til hendes hænder, og papiret er syrefrit og af høj kvalitet.

Sonia Brandes har en lang række udstillinger bag sig i ind- og udland, og har arbejdet meget med illustrationer til bøger. Hun har også skabt en mangfoldighed af værker - heriblandt en altertavle i Sdr. Broby kirke og mønstre til alle kloakdækslerne i Odense, men hendes udgangspunkt for opgaverne er altid funderet i papirklippet.

Hør "Lyt Til Kunsten" tale med Sonia Brandes om værket
Kilde: Sara Line Batson Matzen, Lyt Til Kunsten


Langelands Kunsttårne - en unik måde at opleve kunst på

Danmarks længste kunstudstilling er fordelt på 12 tidligere transformatortårne rundt på Langeland. Kunsttårnene giver beskueren en kunstnerisk oplevelse, samtidig med at man oplever den langelandske natur på tæt hold.
Fra Nord til Syd, fra Øst til Vest, bevæger man sig rundt i et kulturlandskab, samtidig med at man kan opleve kunsten i fred og ro.
Tårnene er åbne hele året rundt. Turen rundt, vil altid byde på en ny oplevelse, som er forskellig for årstiderne og vejret.

Læs mere om de 12 kunsttårne på www.langeland.dk/oplevelser/kunsttarne


Langelands_Kunsttårne