Festaften i Bagenkop med Michael Falch
Musik, god mad og dans i Bagenkophallen! Nyd en intimkoncert med Michael Falch, en lækker 2-retters menu og festlig underholdning hele aftenen.

Festaften i Bagenkop med Michael Falch, middag og dans
Glæd dig til en festlig aften på Sydlangeland, når Bagenkophallen danner rammen om en intimkoncert med Michael Falch, god mad fra Bagenkop Kro og masser af musik. Her er der lagt op til en aften med fællesskab, velkendte sange og dans.
Intimkoncert med Michael Falch
Oplev den populære danske sanger og sangskriver Michael Falch til en intimkoncert i Bagenkophallen. Her får du mulighed for at nyde hans musik som en del af en festaften, hvor både koncertoplevelsen og det gode selskab er i centrum.
2-retters middag fra Bagenkop Kro
Aftenen begynder med en lækker 2-retters menu fra Bagenkop Kro. Forretten serveres ved bordet, mens hovedretten består af en kødbuffet med både okse- og svinemørbrad. Under middagen sørger DJ Henrik Amok for musikken og den gode stemning.
Livemusik og dans med Hit Orchestra
Festen fortsætter med livemusik fra Hit Orchestra, der spiller op til dans. Så tag vennerne eller din bedre halvdel med til en aften, hvor der både er plads til at nyde musikken og slå sig løs på dansegulvet.
Oplevelser i Bagenkop og på Sydlangeland
Kombinér festaftenen med en tur rundt i Bagenkop, den sydligste by på Langeland. Gå en tur ved Bagenkop Havn, hvor fiskekuttere og lystbåde ligger side om side, eller besøg Fiskeriets Hus og bliv klogere på byens historie som fiskersamfund. Har du lyst til frisk luft og naturoplevelser, ligger Sydlangelands smukke landskaber tæt på. Tag eksempelvis en tur til Dovns Klint og Gulstav Mose, hvor du kan opleve de vilde heste og det karakteristiske istidslandskab.
Praktisk information
Festaftenen afholdes i Bagenkophallen og er for gæster på 18 år og derover. Billet inkluderer intimkoncert med Michael Falch, 2-retters menu og musikalsk underholdning. Bordreservation på (+45) 31 67 71 62 mellem kl. 16.00-19.00
Kontaktoplysninger
Sidst opdateret af:VisitLangelandvisit@langelandkommune.dk



