©  Foto:

De Vilde Heste - Flådet, Tranekær

Oplev De Vilde Heste i området Flådet syd for slotsbyen Tranekær. Landskabeligt er området omkring Tranekær et af Langelands flotteste. For 9.000 år siden blev Flådet brugt som sommerboplads.

Syd for Tranekær ligger Flådet, et stort tidligere opdyrket engområde på cirka 90 ha der afgræsses af vilde heste. Hestene kommer fra den store bestand ved Gulstav på Sydlangeland, hvor der hvert år kommer 15-20 nye føl til. For an undgå indavl i flokken har Naturstyrelsen Fyn lånt den engelske hingst ”Zeus” der i 2019 kom til Langeland for at viderebringe sin slægt.

Flådet

Skov, levende hegn og mose omgiver de store herregårdsmarker. Øhavsstien går gennem den nordlige del af Flådet, tæt op til byens sydlige udkant. Det er tilladt at færdes til fods ad de mange mark- og skovveje.

Gå blandt andet en tur op på hatbakken Skinderløkken (i Ravnebjerg Skov på den anden side af hovedvejen), der med sine 41 m. er det højeste punkt på Nordlangeland. På østsiden af bakken findes det kendte og meget markante egetræ ’Generalens Eg’.

Stenalderfolkets øhav

Det store fugtige engområde, Flådet syd for Tranekær, var for 9.000 år siden en stor lavvandet sø. På holme og næs havde jægerne sommerbopladser og med våben fremstillet af sten træ og ben jagede de rådyr, krondyr, vildsvin og muligvis også elge. I søen fiskede de gedder og i de arkæologiske fund afsløres også små pattedyr og fugle blandt byttet. Knogler fra hunde tyder på brug af jagthunde.

På visse tidspunkter af året kan Flådet være vådt og kræve ekstra gode støvler. Der henvises på stedet til en alternativ rute igennem Tranekær by.

Parkering

Parker ved Tranekær Kirke og gå ad Øhavsstien ind i området.

Husk disse 5 punkter når du færdes i indhegningerne:

  • Hold afstand til dyrene – mindst 50 meter
  • Du må ikke klappe eller fodre dyrene
  • Lad være med at gå imellem dyrene. Der skal altid være plads til, at de kan bevæge sig frit
  • Lad føl være i fred
  • Hold hunden i kort snor - eller undlad at tage den med i indhegningen