Cykelnet på Langeland

Prøv det nye cykelnet på Langeland

Foto: VisitLangeland

Planlæg din egen cykeltur nemt og hurtigt ved hjælp af det nye rekreative cykelnet, der kommer til Langeland i 2025/26.

Når du cykler på Langeland, får du snart et nyt og brugervenligt redskab til at udforske øens unikke landskaber, vejboder, kyststrækninger og historiske perler fra cykelsadlen.

Glæd dig til det nye rekreative cykelnet på Langeland, der samler de bedste cykelvenlige veje og stier – og gør det nemt for dig at planlægge dine egne ture på kryds og tværs af øen.

Cykelnettet fører dig gennem naturskønne områder, charmerende landsbyer, stemningsfulde købstæder og forbi lokale gårdbutikker, spisesteder, overnatningsmuligheder og spændende seværdigheder.

Uanset om du er til korte udflugter eller lange eventyr, er strækningerne nøje udvalgt med fokus på trafiksikkerhed og oplevelsesværdi. Du kan planlægge din rute som en rundtur (A-A), fra et punkt til et andet (A-B) – eller med stop og afstikkere undervejs (A-B-C).

Skilte opsættes i 2025/26

Strækningerne på cykelnettet kan allerede nu findes digitalt, men i løbet af 2026 vil cykelnettet blive skiltet og bundet sammen af nummererede knudepunkter (skilte), så du lettere kan finde de bedste cykelstrækninger, når du er på cykeltur.

Knudepunktssystematikken, som cykelnettet er baseret på, blev opfundet i Belgien midt i 90’erne som en ny navigations- og skiltemetode til at imødekomme behovet for fleksibilitet og rundture på cykel, og hvor et net af cykelvenlige strækninger indbyder til oplevelser og rekreation. Et cykelnet giver rekreative cyklister – borgere såvel som turister – bedre adgang til naturen, spise- og overnatningssteder og andre oplevelser.

I dag er der både rekreativt cykelnet i Belgien og Holland samt dele af Tyskland og Frankrig.

Cykelnettet på Fyn og Øerne er finansieret af Nordea-fonden og de ti fynske kommuner. Den digitale løsning er støttet af  Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.