Esben Just er musiker

Esben Just fortæller: Stedet for visioner og ildsjæle

Foto: Esben Just

Jazzmusikeren Esben Just tager til Langeland for at slappe af. Når han bevæger sig rundt på øen, ser han muligheder, visioner og ildsjæle - et sted hvor man bare skal lade solen skinne på sig.

Esben Just fortæller her om sit forhold til Langeland. 

Når jeg færdes på Langeland i forbindelse med ferie og fridage og senest i forbindelse med den lange nedlukning af Danmark grundet corona, undres jeg altid over, at ikke flere har fået øjnene op for denne skønne ø midt i kongeriget.

Jeg har selv - som én med langelandske aner - altid kendt til Langeland, Rudkøbing, Spodsbjerg, Skovsgaard Gods, og fortællingerne om dengang købstaden Rudkøbing var en blomstrende by med et rigt kulturelt liv og mange forretninger og erhverv. Fortællinger om, at øen som helhed var en summen af liv. Det er ikke længere tilfældet, men rammen og strukturen til at lave en by - og en ø for den sags skyld - med et vildtvoksende kulturliv og erhvervsliv er der stadig.

Som vi alle ved er det koldest lige før solen bryder frem, og på Langeland er det netop nu tre minutter i solopgang.

I byerne og på landet findes der stadig store bygninger, der kan rumme et utal af aktiviteter og antallet af boliger, der er til salg for en brøkdel af prisen i forhold til København, Aarhus, Odense og Aalborg er overvældende. Med naturen lige uden for vinduet eller de toppede brosten i Rudkøbing lige til at gå ud på, er Langeland i sandhed en ø, der tigger på at blive brugt, sat i gang, sat i sving med det, som de kommende ildsjæle har med af ideer og visioner.

Potentiale midt i alle udfordringerne

Alt er selvfølgelig ikke lutter lagkage. Der mangler et ordenligt ø-dækkende fibernet, der kan give mulighed for at udnytte alle de store huse til aktiviteter, der finder sted online. Kommunen er i knæ økonomisk, og Langelands befolkningen er overvejende pensionister. Men lige præcis de omstændigheder indbyder og invitere til at man kan komme og lade sin indre ildsjæl komme frem og sætte både bål og brand i sine ideer og visioner.

Som vi alle ved, er det koldest lige før solen bryder frem, og på Langeland er det netop nu tre minutter i solopgang, så kom med på en fantastisk tur, hvor du kan opleve solen stå op over en smuk ø og lade den skinne på dig og dine visioner for et rigt og vedkommende liv. Både privat og professionelt.

Esben Just, musiker/sangskriver/iværksætter