Ø-skattejagt på Langeland

NYHED: Prøv Ø-SKATTEJAGTEN på to sydfynske øer

27.6.2022
Foto: Silje Bruun

Nu kan øboer, deltidsøboer og gæster lære Langeland og Ærø bedre at kende på Ø-SKATTEJAGTEN, som tager dem rundt til usædvanlige spots på øerne. Alle spots har en historie at fortælle, og undervejs skal der løses forskellige opgaver.

En skattejagt med fokus på kultur og historie
Med Ø-SKATTEJAGTEN, som netop er lanceret her op til sommerferien, inviterer Ærø og Langeland børn, familier og barnlige sjæle til en hyggelig rundtur på de to øer, alt imens de lærer enten deres feriedestination eller hjemstavn bedre at kende.

Med skattejagtshæftet i hånden er der til både en forlænget weekend eller sågar en hel uge med en daglig udflugt. Man begiver sig blot afsted fra nord til syd, løser sjove opgaver og møder både natur og kultur på sin vej.  Alle opgaver er lavet fra et børnevenligt perspektiv, men der er også lidt udfordringer, som kan kræve hjælp fra en voksen, så alle kan være med.

Til kamp mod venderne på Ærø og troldehistorier på Langeland
Alle skattejagtsspots er udvalgt med det for øje, at de er tilgængelige hele året. Ø-SKATTEJAGTEN er nemlig en helårsaktivitet, og kan gennemføres både i og uden for skoleferierne.

På Ærø skal man bl.a. en tur forbi Søby Volde, som i gamle dage blev brugt i øboernes kamp mod venderne – måske er det tid til en omkamp? Og på Langeland kommer I forbi Søstenen på Klæsø, som måske er kastet til Langeland af en troldkvinde der sigtede forkert.

Og selvfølgelig ender man med en flot skattejagtsmedalje, når man har fået tjekket sine svar hos de lokale turistinformationer.

Et illustrativt univers
For at gøre Ø-SKATTEJAGTEN børnerelevant og genkendelig på tværs af øerne, er der blevet skabt et særligt univers af tegnede illustrationer i skattejagtshæfterne.

Kunstneren bag hedder Silje Bruun, og hun bor selv på Langeland med sin familie. Skattejagtshæftet indeholder desuden en tegning, som børnene selv kan farvelægge.

Praktisk information om Ø-SKATTEJAGTEN
På Ærø kan skattejagtshæfterne købes hos Ærøskøbing Turistinformation, Marstal Camping og Søby Camping. Medaljer kan udleveres samme steder.

På Langeland kan skattejagtshæfterne købes hos VisitLangeland, Langeland Museum, Langelands Bibliotek samt på Langelandsfortet.

Et skattejagtshæfte koster 25 kr. og udløser altid en medalje.

Læs gerne mere på visitaeroe.dk/skattejagt eller langeland.dk/skattejagt.

Ø-SKATTEJAGTEN kan også gennemføres på Læsø, Samsø og Fanø, og er en del af projektet Øhigh5, som støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Yderligere oplysninger

  • Langeland: Konsulent Mads Hansen, 20 47 84 83
  • Ærø: Kommunikationskonsulent Lea Storm, 61 62 68 04