Par på vandretur gennem Stengade Skov

NYHED: Nu bliver Langelands vandre- og cykelruter digitale

23.6.2022
Foto: Broch Foto @bybroch

Friluftsrådet har bevilget 49.500 kr. til digital synliggørelse af vandre- og cykelruter på Langeland, Strynø og Siø. Det nye projekt skal inspirere flere til at opleve naturen på de tre øer.

Et nyt projekt fra VisitLangeland – støttet med Udlodningsmidler fra Friluftsrådet - skal synliggøre lokale friluftsmuligheder ved digitalt at vise ruter og steder, der i dag ikke findes online.

Det interaktive onlinekort Google Street View har i dag kortlagt ca. 200 km af Langelands omkring 1.000 km veje, stier og spor. På Strynø har Google f.eks. i dag ingen 360 grader billeder, fra øens omkring 20 km stier og ruter.

”Med projektmidlerne fra Friluftsrådet kan vi, som den første ø-kommune i Danmark, skabe en fulddækkende digital synliggørelse i 360 grader af øernes vandre- og cykelruter” udtaler en begejstret formand for Erhvervs-, Kultur- og Turismeudvalg Jørgen Nielsen, som fortsætter: ”En digitalisering af lokale friluftsruter vil gøre det nemmere at finde en passende rute i naturen og samtidig inspirere flere til at komme ud i vores fantastiske natur for at opleve hatbakker, kystlinje, kulturhistorie, skove og naturområder.”

 

Affotografering af vandre- og cykelruter
VisitLangeland vil hyre en ekstern konsulent til at affotografere ruterne på kommunens tre øer på cykel og til fods. De digitaliserede ruter vil blive uploadet på Google Street View og steder med kulturarv, særlige naturområder og geologiske seværdigheder vil blive lagt på YouTube som 360 graders video.

Turister, deltidslangelændere og fastboende vil derfor kunne opleve naturområder og ruter på skærmen eller med VR-briller (Virtual reality-brille der optimerer den visuelle oplevelse), og dermed på en helt ny måde inspirerer til at tage ud i naturen. Samtidig sikrer en digitalisering af ruten, at kørestolsbrugere bedre kan orientere sig hjemmefra om ruten er velegnet til kørsel med kørestol.

 

Flere og flere planlægger ferien online
En undersøgelse fra VisitDenmark i 2021 viser, at 8% bruger online kort/rutekort til planlægning og inspiration til ferien. Tilstedeværelsen på Google er derfor altafgørende for at tiltrække vandre- og cykelturister fremadrettet.

”Jeg kender det fra min egen ferieplanlægning” udtaler Jesper Ansbæk fra Langelands Stivenner, som også er en del af det kommende projekt. Når Jesper selv planlægger vandreture i både Danmark og udlandet, anvendes online kort og billeder i høj grad. ”På forårets vandretur til Tenerife anvendte vi videoer på YouTube til at planlægge ferien” fortæller Jesper, der glæder sig over, at Langeland nu rykker helt frem i feltet hvad angår digital synliggørelse af vandre- og cykelruter.

 

Affotograferingen af vandre- og cykelruter forventes at opstarte over sommeren og være afsluttet i efteråret 2022.

 

Kontakt:

Jørgen Nielsen
Formand for Erhvervs-, Kultur- og Turismeudvalget, Langeland Kommune
Telefon 30 26 54 18

Jesper Ansbæk
Formand Langelands Stivenner
Telefon 27 64 88 10

Mads Hansen
VisitLangeland
Telefon 20 47 84 83

Logo Friluftsrådet
Foto: Friluftsrådet