Ud i naturen med historien i ørerne
I ”Lyden af Langeland” får du fortællingerne fra dem, der kender attraktionerne allerbedst. Du kommer med bag kulisserne og bliver taget i hånden ind i de fortællinger, der gør den enkelte attraktion til noget helt særligt, uden at det bliver helt nørdet.
Frauke Coch Nielsen er selv indfødt langelænder og har været ude at støve alle de små, skæve og sjove fortællinger op, så du kan bevæge dig ud i det langelandske landskab med historien i ørerne.
Du kan lytte til fortællingerne i bilen på vej ud til attraktionen eller vente til du er on-site. Det eneste, du skal bruge, er en smartphone og et par høretelefoner.
De første 5 afsnit er tilgængelige fra d. 1. juli og de har fokus på Tranekær og Bagenkop: Oehlenschlägers Bøg, Jættestuen i Tvede Skov, Tranekær Slot, Hatbakker og De vilde heste. Resten af 2021 vil der løbende blive udgivet flere afsnit.
Du kan fra d. 1. juli finde podcasten på Langeland.dk under navnet af ”Lyden af Langeland” og den vil også være tilgængelig på almindelige podcastplatforme og YouTube.