©  Foto:

Glasmosaik i muren ved Netto, Helle Scharling-Todd

Glasmosaikkerne i muren ved Netto er udført af den dansk-amerikanske kunstner Helle Scharling-Todd

Glasmosaik

  • Kunstner: Helle Scharling-Todd
  • Opført: 1995

Om værket

Glasmosaikkerne i muren ved Netto er udført af den dansk-amerikanske kunstner Helle Scharling-Todd i anledning af åbningen af Nettos butik i 1995. For Scharling-Todd er:

 “Kunst som musik, den stimulerer hjernen og vores sanser. Med dette i tankerne udfører jeg mine værker med fokus på rummet, formerne, farverne, linjerne, rytmen og indholdet. Kunstnere er billedskabere og som verdens antenner føler, tænker og udtrykker de virkeligheden. Jeg er inspireret af den tyske Bauhaus-bevægelse og de tidlige mexicanske vægmalere, bl.a. David Alfaro Siqueiros.”

Referencerne til Bauhaus er tydelig i disse 5 værker, hvor det konstruktivistiske formsprog er koncentreret omkring geometriske former i de tre primærfarver rød, gul og blå.

Et andet lighedstræk er Scharling-Todds fokus på at forene kunst og arkitektur i/med sine værker. Bauhaus, som var en af de mest betydningsfulde kunstskoler i det 20. århundrede, havde et erklæret mål om at forene kunstarterne – kunst, design, arkitektur – for at højne livskvaliteten for ”det almindelige menneske”. Kunsten skulle inkluderes i hverdagens boliger og opholdsområder og herved ikke kun være forbeholdt de øvre samfundslag.


Samme tanke ligger bag, når Scharling-Todd understreger, at en udsmykning for hende er en personliggørelse af arkitekturen. Udsmykningen forener det individuelle udtryk med en social funktion. Samspillet mellem kunsten og arkitekturen er for hende den ydre ramme, mens hun med værkerne ønsker at definere vigtige symboler, som bevæger os alle. I 1990’erne arbejdede hun primært med følgende temaer: menneske/natur eller teknik/natur som en modstykke til det opløste og dekadente.

Helle Scharling-Todd

Helle Scharling-Todd er født på Langeland, men bosat i Californien. Flere af hendes værker kan opleves på Langeland, bl.a. i Bagenkop Kirke. Du kan læse mere om Helle Scharling-Todd her.

 

Se også

Sonja Ferlov v. Borgerhuset – hvis du vil høre mere om Sonja Ferlovs skulptur kan du lytte til podcasten Lyt til kunsten x Visitlangeland, du finder podcasten her