© Foto:
Fri teltning - Skov - Lunden
Lunden er en såkaldt "Fri-teltningsskov". Her må du slå dit telt op for en enkelt nat.
Skovområdet Lunden på Sydlangelands østkyst er beliggende direkte ud til Langelandsbæltet nordøst for Kelds Nor Fyr.
Her er ingen faciliteter i nærheden, til gengæld får du masser af smuk natur, gode muligheder for lystfiskeri og måske en frisk dukkert.
Benyt parkeringspladsen for enden af Lundevej.
Fri teltning i de 275 statsskove er gratis og uden reservation.
Regler for fri teltning i danske statsskove:
- Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
- Man må højst slå to telte op samme sted.
- Teltene må maks. være tre-personers telte
- Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
- Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
- Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale – sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.
- Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Evt. lukning af skove med Fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt evt. med opsatte skilte ved skovenes indgange
- Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
- Teltning er ikke tilladt på de strandbredder, klitter, enge, moser, heder, marker mv. eller andre lysninger, som indgår i de udpegede skove.
- Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.
- Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke er lovligt at udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer, højttaler, musikinstrumenter o.a. på en støjende måde.