Langeland
Steffen Jensen udstillinger sine egne fotografier i et af de 12 kunsttårne

Steffen Jensen anbefaler: Kunst og kultur på Langeland

Steffen Jensen er Mellemøstkorrespondent for TV2/Danmark og flyttede for et par år siden til Langeland sammen med sin familie, i det fritidshus familien har ejet de sidste 15 år.

Steffen beskriver her hans forhold til Langeland, langelænderne, kunsten og kulturen. 

Langelands "Åbne Døre"

Jeg elsker kunst og kultur. Er i virkeligheden langt mere afhængig af kunst og kultur, end jeg troede. Corona-nedlukningen gjorde det pludselig krystalklart for mig, hvor meget jeg pludselig savnede gallerier, museer, caféer, udstillinger, saloner, teater, biblioteker, musikforestillinger og alle mulige andre ting, som jeg tidligere bare oplevede, forbrugte og nød, uden at tænke meget mere over det. Da det hele så pludselig forsvandt, blev lukket af, kom udenfor min daglige rækkevidde, gik det smertefuldt op for mig, hvor ubegribelig meget, jeg savnede denne livsnødvendige stimulering af mit sind, min ånd og min sjæl. Lige så vigtigt for ånden, som ilt er for kroppen.

Min redning var, at jeg et par år forinden var flyttet til Langeland. Et såkaldt ”udkantsamfund”, som nogen i storbyerne med slet skjult foragt betegner det.

Men at bo på en ø et pænt stykke fra storbyerne betyder, at folk har en meget klarere identitet. Havet omkring giver en naturlig grænse. En barriere: Hertil og ikke længere. Man ved, hvor man hører til. Det giver øboer en identitetsmæssig gevinst og balance i tilværelsen. Man er en del af et klart fællesskab. Og jo mindre dette fællesskab er, jo vigtigere en del af det bliver hvert enkelt medlem. Det gør en forskel, om man er der eller ikke er. Det er en god følelse. At ens eksistens gør en forskel. At den betyder noget for andre. Denne følelse af et positivt tilhørsforhold er et godt bindemiddel for et samfund. Og mange steder i den såkaldte ”udkant” er der, som på Langeland, et fantastisk godt fungerende, sammentømret civilsamfund. Massevis af ”almindelige borgere”, som tager yderst aktivt del i samfundets funktion og drift, og derved tiltager de sig et aktivt ejerskab over dette samfund.

Folk herovre passer på hinanden. Blandt andet derfor er Langeland blevet utrolig skånsomt forbigået af denne ødelæggende pandemi, som ellers har jævnet livsgnisten og begejstringen fladt med depressionen mange andre steder i landet.

Her på Langeland har vi kunnet leve videre uden de ultra-dramatiske omvæltninger i vores liv. I skrivende stund i slutningen af februar, har vi ganske enkelt ikke nogen Coronasmitte på øen, og har ikke haft det i et pænt stykke tid.

Vores lille øsamfund er så tillige med velsignet med et sandt utal af kunstnere, kunsthåndværkere og andre kreative kultur-arbejdere, som bor, arbejder og skaber her på øen. Og selvom vi nu snart er på vej ud i den faste årlige påske-begivenhed ”Åbne døre”, hvor de alle i en lang weekend holder åbent, og gæstfrit byder indenfor i deres atelier, værksteder og gallerier for alle og enhver, som er interesseret. Så har jeg har været så heldig, at jeg fra starten lærte en stor del af Langelands kunstnere at kende, og stolt kan kalde mange af dem for mine venner. Det betyder, at jeg har været så privilegeret, at jeg har ”Åbne døre” hele året rundt. Jeg har under pandemi-nedlukningen kunne få fyldt lidt op i min ellers underernærede, slunkne kunst og kultur afdeling af mit sind. Det har været en kæmpemæssig velsignelse for mig. For samtidig med at jeg opdagede, hvor overraskende vigtig og helt nødvendig en del af mit liv kunsten og kulturen er for mig, så sikrede min optagelse i dette lille, aktive, velkommende lokale ø-samfund, at jeg stadigvæk har kunnet have kunstneriske og kulturelle oplevelser i mit liv, mens det samtidigt var blevet meget vanskeligere for mange andre danskere, at have det.

Vi er heldige på Langeland at have så utrolig mange kunstnere og kunsthåndværkere per kvadratkilometer. Sikkert en større kunstnertæthed end mange andre steder i landet.

Hvorfor har vi det?

Jeg ved det ikke. Men jeg antager, at det skyldes, at huspriserne i nogle årtier har været utroligt lave herovre, derfor har kunstnere, kunstneriske typer og andre kreative sjæle kunnet se muligheden for at få nogle af deres pladskrævende drømme opfyldt herovre. For udover at huspriserne er til at overse, og man derfor kan få sig både hus og værksted og galleri uden at blive helt ruineret, så kan man tillige med få det hele midt ude i noget af Danmarks allersmukkeste natur. Hvor der er ro og fred. Man kan blive en værdsat del af et åbent og velkommende lokalt fællesskab, som, hvis man blot viser et minimum af interesse og åbenhed overfor, gavmildt og gæstfrit tager en ind og sikrer, at man føler sig godt tilpas, hjemme og velkommen.

Jeg har boet i Mellemøsten i størsteparten af mit liv, og har, indtil vi for 14-15 år siden købte et gammelt bondehus på Langeland som vores feriebolig i Danmark, ikke haft noget forhold til øen. Ingen familierelationer, ingen gamle venner fra gymnasiet eller andre forbindelser. Alligevel har øsamfundets åbenhed og hjælpsomhed overfor min familie og mig betydet, at vi på rekordtid har taget øen til vores hjerter.

Når jeg om aftenen – efter at være vendt tilbage til Danmark efter endnu en overstået reportagerejse – kører hen over Siø, og på afstand ser lysene fra Rudkøbing, ånder jeg lettet op og føler virkelig at nu er jeg kommet hjem. Rigtig hjem. Noget jeg på ingen måde føler i forhold til Randers eller Aarhus i Midtjylland, hvor jeg ellers er født og vokset op.

Det siger også lidt om det skønne Langeland og dets ”Åbne døre”.

 

 

Tranekær 21. februar 2021

Steffen Jensen
Mellemøstkorrespondent for TV2/Danmark