Steensgaard Gods Open Air - Sommeropera 3. august 2019

Sommerkoncerten Steensgaard Gods Open Air
- Sommeropera på Steensgaard

Steensgaard Gods lægger park og plæne til ny operasatsning på Langeland
En ny musikalsk satsning på Langeland søsættes i 2019, hvor Steensgaard Gods lægger park og plæne til en udendørskoncert med kommende danske operastjerner.

Bag satsningen står godsejer Charlotte Steensen-Leth fra Steensgaard og koncertarrangør Lis Gyring fra Østerhuse, som er hhv. formand og næstformand i foreningen Steensgaard Gods Open Air. Foreløbig er planen at afholde udendørskoncerter i 2019 og 2020, men ambitionen er at grundlægge en ny årlig operatradition på Nordlangeland.

Sæt kryds i kalenderen 3. August 2019 - køb billet her. Her åbner en ny årlig operatradition på Nordlangeland, når Steensgaard Gods lægger park og plæne til sommerkoncerten Steensgaard Gods Open Air. Steensgaard Gods Open Air er en ny musikalsk satsning, der skal trække langelændere, fynboer og turister til Nordlangeland for at høre opera og sang fra en række af de mest lovende unge operasangere i Danmark. Den første udendørskoncert finder sted lørdag 3. august 2019 kl. 14.00 i parken omkring Steensgaard Gods, der normalt ikke er åben for offentligheden.

”Vi vil gerne åbne godset mere op, og vi vil gerne give lovende unge danske kunstnere en scene. Derfor lancerer vi Steensgaard Gods Open Air,” siger Charlotte Steensen-Leth, godsejer og formand for foreningen Steensgaard Gods Open Air.

Charlotte Steensen-Leth er i forvejen en af kræfterne bag de traditionsrige koncerter i Bøstrup og Stoense Kirker, Sommerkoncerter på Langeland, der har eksisteret siden 1977.

Charlotte Steensen-Leth er gået sammen med en anden musikalsk ildsjæl på Langeland om satsningen på udendørskoncerter med unge kunstnere. Lis Gyring, som i en årrække har arrangeret ”Ung Sommeopera på Langeland” på Generalen i Tranekær, er næstformand i Steensgaard Gods Gods Open Air og medinitiativtager.

”Unge kunstnere har brug for en scene. Nu kan vi give dem en stor scene i en del af landet, hvor de normalt ikke kommer. Vi tror, at Steensgaard Gods Open Air vil være et nyt musikalsk fyrtårn på Langeland,” siger Lis Gyring.

Udover Charlotte Steensen-Leth og Lis Gyring er initiativtagerne til Steensgaard Gods Open Air tidl. speciallæge, dr med. og tidl. medlem af Folketinget Kirsten Lee, tidl. direktør for Augustinusfonden Jesper Lind Hansen, projektleder Jens Karlsmose og Charlotte Steensen- Leths mand Thomas Bernt Henriksen, der er vicedirektør i tænketanken Axcelfuture.

Det bliver unge kunstnere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet, som kommer til at optræde på plænen på Steensgaard Gods 3. august 2019:

Det drejer sig om sopranen Marie Dreisig Karlsmose, som sidste år vendte hjem fra et studieophold ved Royal College of Music i London; barytonen Lauritz Jakob Thomsen, som er opvokset med sang som medlem af Københavns Drengekor og som i dag er medlem af dirigenten Bo Holtens ensemble Musica Ficta; mezzosopranen Line Juul Andersen, som allerede har haft roller på operaen i Ystad og Malmö ; tenoren Anders Christensen Tenor har allerede vunder prisen ”Unge synger klassisk” og har studeret på the Guildhall School of Music”.

Pianisten Troels Roland afsluttede sin uddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med topkarakter og har blandt andet studeret hos Anne Øland. Troels Roland har allerede akkompagneret opførelser af alt fra Mozarts operaer til Schuberts sangcyklusser.

Steensgaard Gods Open har allerede fået støtte fra Nordea Fonden, Den Danske Forskningsfond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Køb billetter Langeland Turistbureau    eller ved    Place2Book 

Del denne side