Gå til indhold
©  Foto:

Langelandsfestival 2022 - 30 års jubilæum

Sydfyns største kulturbegivenhed fylder 30 år

Endeligt kan vi fejre Langelandsfestivals 30 års jubilæum, efter vi i to år har måtte se langt efter det glade festivalliv. Nu skal vi endelig mødes på markerne lige udenfor Rudkøbing og kramme, feste og danse sammen.

Langelandsfestival er det største event på Langeland. Det er en fest for store og for små, for familier og venner – ja, for alle der elsker feriestemning, fest og fed musik!

Når de frivillige og gæsterne indtager vores smukke ø i uge 30, og fejrer Langelandsfestival med masser af dygtige musikere og live-performer samt aktiviteter til store og små, vokser indbyggertallet på øen for en stund. De 25.000 glade mennesker, der hvert år deltager i Langelandsfestival, mere end tredobler det samlede indbyggertal – og særligt området omkring Rudkøbing fyldes med glade sommertoner og feststemte mennesker.

Festival for alle

Festivalen formår at være perfekt til familien, hvis børn kan få en masse sjove oplevelser med leg og seje performere i Børneland – men også til de voksne, der har lyst til at feste med en masse fed musik og nogle kolde øl i sommersolen. Gensynsfesten er også en del af festivalen, hvor over 1.000 nu tidligere efterskoleelever holder et brag af en reunionfest. Festivalen har godt nok 30 år på bagen, men den er helt moderne. Det er træk-og-slip-toiletter, og der står camps klar, så man ikke nødvendigvis behøver bakse med teltpløkker og den slags. Man kan endda opgradere sin festivaloplevelse til 1. klasse i festivalens VIP Camp.

Festivalen kan rumme alle på deres egne præmisser – i Langelands smukke omgivelser og tæt på Rudkøbing By.

Læs mere om Langelandsfestival og hvordan du kan opleve den helt specielle festivalånd, ligegyldigt om du er 5, 25, eller 75 år, på www.langelandsfestival.dk