Gå til indhold
©  Foto:

Ad Zukanovic All Stars Jubi-Band med Oh Land

Langelands Jazzklubs 50 års jubilæumskoncert på Ørstedspavilonnen i Rudkøbing søndag, 2. oktober 2022.

Til jubilæumskoncerten på Ørstedspavilonnen i Rudkøbing søndag aften den 2. oktober byder Langelands Jazzklub på et scoop. Klubben har undfanget ideen om at opfordre en af den unge jazz-scenes største og tætbookede navne, tangentspilleren, komponisten og arrangøren Adi Zukanovic til at sammensætte et band eksklusivt til klub-jubilæet.

For en jazzklub på Langeland er Adi Zukanovic et oplagt valg. Adi kom som fem-årig til Langeland som bosnisk flygtning og er opvokset i Rudkøbing. Han er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium og fik i 2017 Steppeulvens pris som Årets Danske Musiker. Adi har været producer for TV2’s ”X Factor”og var orkestrator på balletten “Snedronningen” i Tivoli. Sidste år var Adi producer på Michael Falchs album, “Elsker”.

Oh Land med som gæstesolist

Som særlig gæstestjerne præsenterer Langelands Jazzklub Adi Zukanovic’ samlever, sangerinden, sangskriveren, tidligere X-Factor dommer og meget mere, Oh Land. Det ni m/k store jubi-band omfatter desuden strygerkvartetten Halvcirkel med Mika Persdotter, Pernille Kristiansen, Bettina Marie Ezaki og Nicole Hogstrand samt guitaristen Jakob Bro, multinstrumentalisten Ned Ferm og slagtøjsspilleren Oliver Laumann.

Historisk bestyrelse bag arrangementet

Ideen til jazzlubben blev undfanget en sen nattetime på Ørstedspavilonnen, hvor 50 års-jubilæet også fejres. To venner, daværende kokkeelev Jack Stæhr og journalistelev Søren Stidsholt Nielsen, fik afklaret en fælles begejstring for traditionel jazz og swing. Tre uger efter stiftede de sammen med 40 andre Langelands Jazzklub. De to stiftere samt fire andre medlemmer af 1970’ernes bestyrelse står for arrangement af jubilæums-koncerten.

Klubben har flere hundrede gange stået for arrangementer med levende musik på Langeland og Strynø. Nu fejrer den, hvad ingen turde tro i 1972 – sit 50 års jubilæum.

Del dine langelandske øjeblikke: