Lys i Mørket på Langeland

Lys i Mørket: Tilskud til lokale aktiviteter

20.9.2022
Foto: Vitus Larsen

Lokale foreninger kan i 2022 ansøge om tilskud til arrangementet Lys i Mørket

Økonomiudvalget i Langeland Kommune har fredag d. 16. september 2022 valgt at afsætte 15.000 kr. fra Udviklingspuljen som skal fordeles mellem lokale foreninger, organisationer eller grupper af borgere, der ansøger Lys i Mørket om et tilskud til et arrangement.  

Et arrangement kunne eksempelvis være en musikalsk optræden, en happening hvor lys indgår (eksempelvis rulleskøjteløb med LED lamper) eller en performance med en person på stylter med LED-lyskæder der går en rundt i Rudkøbings gader.  

Vi ønsker at videreformidle mindre beløb til små gode idéer, hvor borgerne ikke selv har midler til finansiering.

Hvem kan ansøge om tilskud til arrangementer til Lys i Mørket?
Foreninger, organisationer eller grupper af borgere i Langeland Kommune.
Dit arrangement skal være en del af Lys i Mørket, som afholdes fredag d. 4. november i Rudkøbing og på Strynø samt lørdag d. 5. november på resten af Langeland. Begge dage fra solnedgang til klokken 22:00.

Hvordan søges om midler til Lys i Mørket?
Send en mail med en kort beskrivelse af dit arrangement/din idé til visit@langelandkommune.dk - meget gerne med billede eller video.
Deadline for ansøgninger er 21. oktober 2022. Erhverv-, Kultur- og Turismeafdelingen i Langeland Kommune udvælger herefter hvilke af de ansøgte projekter der modtager midler.

Hvad støtter Lys i Mørket?
Vi støtter dine udgifter til køb/leje af ting/udstyr der kan sikre gennemførsel af din idé eller eventuelt honorar til optrædende kunstnere. Vi støtter kun arrangementer der finder sted fredag i Rudkøbing og på Strynø, og lørdag kun arrangementer der finder sted ude på Langeland (altså ikke i Rudkøbing).
Du skal kunne dokumentere dine udgifter og indsende bilag og fotos efter arrangementet for at kunne få udbetalt støtten.
Det er vigtigt at du tænker strømbesparende og bæredygtigt. 

Hvad støtter Lys i Mørket ikke?
Vi giver ikke støtte til løn, transport, forplejning og idéer hvor bæredygtighed ikke er indtænkt.

Yderligere spørgsmål?
Kontakt Mads Hansen, projektleder Lys i Mørket, på 20 47 84 83.

Langeland Kommune

Foto:Langeland Kommune