Tapning af One night in Bagenkop

NYHED: Årets SHORES Langeland øl kan nu smages

4.10.2021
Foto: Svendborgsund Bryghus

I august blev ”One night in Bagenkop” kåret som årets SHORES øl. Den syrlige øl er en helt særlig oplevelse, der bogstavelig talt indeholder duften af Bagenkop. Øllen lanceres fredag den 15. oktober kl. 15. oktober kl. 14-17 ved Fiskeriets Hus, Havnegade 2 i Bagenkop.

For andet år i træk afholdte SHORES Langeland og Svendborgsund Bryghus, i august. konkurrencen for håndbryggere, som skal give sit bud på året SHORES Langeland øl.

”I år var der 7 tilmeldte øl og niveauet var højt i år. Dommerpanelet valgte en meget speciel øl som årets vinder. En surøl (Berliner Weiss). Den er rigtig frisk og elegant og vi har nu brygget den op på mit bryggeri ved Svendborgsund. Vi glæder os til at se hvad folk siger til denne ølstilart" udtaler Bo Abelgren Ehlers fra Svendborgsund Bryghus.

Vinderne af konkurrencen

Foto:Svendborgsund Bryghus

Sidst år var der rift om de 1000 liter øl

Øllen var udsolgt på en måned – så det er om at holde sig til, hvis man skal nå at smage dette års helt særlige bryg. For når de 1000 liter er solgt, ja så må man vente til næste års SHORES øl konkurrence afgøres.  

Borgmester Tonni Hansen åbner arrangementet og brygmesteren og vinderne fortæller historien bag vinderøllen, som der er lejlighed til at smage og også købe med hjem. Undervejs vil der også blive fortalt om Fiskeriets Hus. 

Årets vindere Rasmus Kold, Jeppe Falck og Anders Olesen fra Svendborg beskriver ”One night in Bagenkop” således: 

”I år indleverer vi en øl som favner den udlængsel og flygtige drøm om at rejse til de varme lande. Vi mindes hvordan Langeland og Bagenkop netop har været en adgang til rejser sydpå med den hedengangne færgeoverfart Bagenkop-Kiel. Derfor blev Bagenkop udgangspunktet for vores Bryg - vi skulle sydpå for en enkelt nat.” ”Vi har brygget en let, læskende hvedeøl der har vildgæret en enkelt nat i den Langelandske natur. Vi benyttede os af de rejsemuligheder vi havde og tog så langt sydpå vi kunne og endte i Bagenkop. Vi medbragte vores bryg i gæringsspanden, slog lejr, tændte et bål, stegte mad. Vi spiste, drak øl og fortalte røverhistorier alt imens øllen stod pakket ind i tæpper for at skåne den mod nattens kulde. Klokken 0:00 tømte vi gærrøret og lod øllet ånde frit af luften som blæser over Langeland og det sydfynske Ø-hav. Næste morgen fyldte vi gærrøret på ny, pakkede lejren sammen, tog hjem til hverdagen og de huslige gøremål - berusede af eventyret og vild natur - ‘One night in Bagenkop’! ” ”Resultatet er en hvedeøl der har fået en unik syrlig karakter som berettiger at den meldes til kategorien Sours og vi har givet den navnet ‘One night in Bagenkop’ med tydelige referencer til nummeret ‘One night in Bangkok’ af Murray Head.”

Det er andet år i træk at SHORES Langeland samarbejder med Svendborgsund Bryghus om hobby-ølbrygger konkurrencen. Samarbejde sker i regi af erhvervspartnerskabet SHORES, hvor Svendborgsund Bryghus er med. 

  

Så tag vennerne med fredag eftermiddag og få en god og syrlig start på efterårsferien. 

 

Det er allerede aftalt at konkurrencen bliver søsat igen i 2022. Så tilmeld jer endelig hvis I har en gemt hobbybrygger i maven. Skriv til info@shores-langeland.com