Mød langelænderne: Marianne, Hou

Vi mødte hinanden på det, der dengang hed Oasen, i dag Restaurant Marina på Lohals Havn. Dengang var jeg sikker på, vi aldrig skulle tilbage til Langeland, men efter uddannelse i Svendborg og 27 år på Sjælland tog vi alligevel turen tilbage.  Det var faktisk mest min mand som fik os tilbage og som sagde ”Ja, vi gør det".  Jeg tænker på afstanden til vores børn og børnebørn på Sjælland. ”Vi kan jo ikke lige kigge over en aften til æbleskiver”. 

I dag arbejder vi begge to i henholdsvis Rudkøbing og Svendborg, og nyder livet i vores egen oase næsten på toppen af Langeland. Stedet her er perfekt, hvor jeg har naturen lige udenfor og min mand værksted til hans biler og motorcykler. 

Der er tændt godt op i brændeovnen denne hvidklædte eftermiddag på Hou Fyrvej, hvor Marianne og hendes mand bor. Ombygningen af det ældre hus er ved at være ved vejs ende og parret har nu en del mere tid til at nyde hinanden og det slow-life, deres retningsskifte fra en travl hverdag som ledende lægesekretær og værkstedschef i lufthavnen har medført

Vinterbadning er blevet en meget central del af min livsværdi. Jeg har igennem hele min opvækst på Langeland haft stor glæde af vandet. Nu mødes jeg 2-3 gange om ugen med vinterbade-damerne på Nordstranden i Lohals. Så holder vi i hånd på vej i vandet og deler en fælles glæde over, at vinterens kulde kun øger vores nydelse i det kolde vand. Man kommer til at kende hinanden, når de 3-5 minutters sundhed tilføres kroppen. Og så kommer energien. Et selvsyn bekræfter, at de absolut ser mere opladet ud efter deres kolde dyb.

Jeg nyder altid at sidde sammen med min mand i sofaen på husets første sal og betragte synet af det farveskiftende skovbryn. Og skulle regnen piske ind imod ruden, gør det bare velbehaget større. Nogle dage starter jeg endda med morgenkaffe i flyverdragt på bænken i gården. Naturen er en kæmpe del af vores liv her – om så det er skov, strand eller mark. Mit yndlingssted er ved vandet, specielt at gå nordspidsen rundt og høre vandet. Det kan noget, og vi lever efter devisen ”tid til hinanden og husk at leve i nuet”. 

Vi har alt her. Vi har jo kun 3 timer til Rådhuspladsen, så at bo her giver faktisk større frihed. Vi har sågar kortere afstand til indkøb end vi havde på Sjælland. Vi kan sagtens være herhjemme en hel weekend uden at have behov for andet end hinandens selskab. Men hvis man vil have en berøringsflade med lokalsamfundet, så skal man selv tage et initiativ.

Derfor er jeg nu Nordlangelands Lokalrådsformand på andet år. Jeg mener, at jeg er både lydhør, positiv, god til at lytte, og så synes jeg det er fint at være formand – vi er lidt traditionelle her på Langeland, så forkvinde behøves ikke. Og det at være lidt traditionel og måske lidt gammeldags gør ikke noget, synes jeg. Det kan jo godt være kvalitet, ik? 

Og jeg er rigtig glad for alt det, vi kan byde på her på Langeland, og vi kunne måske tiltrække flere bofællesskaber, skabe nogle naturlunde eller udvide antallet af shelters. Og så er det vigtigt at vedligeholde vores fællesspisninger på Nordskolen. Jeg er så glad for de aftener. Sidste gang til vores julefest og fællesspisning kom der 200 mennesker. Det viser, at vi står sammen. Og lige det at stå sammen skaber de ressourcer, som vi har brug for.

”Ahh , den er svær”. Marianne griner ad de 25 enten-eller spørgsmål. Jeg er nok mere Andersine end Hexia de Trick, spiser meget hellere rugbrød end en take-away pizza, og så tager jeg hellere en rygsæk med frem for all-inclusive. 

”Nej, det er lidt flovt, for jeg har jo en el-cykel, men det må alligevel blive spinningcykel." Og jo, helt sikkert Hus Forbi frem for fredagsslik, blomster frem for chokolade. Andesteg og flæskesteg? Nej, det kan jeg ikke vælge. Må det være ”And med flæskesvær”. 

”Mangler jeg noget i mit liv?" " Står der stadig noget på min bucket list?". Jeg tror det ikke, mit liv her er rigtig godt.